Close

August 7, 2018

Sæsonstart for Gospel Generation

Gospel Generation i Tivoli 2018

Mine 2 skønne gospelkor for børn og teenagere starter op onsdag d. 15. august i Nazaret kirke på Østerbro:

Gospel Generation KIDS er for børn fra 0.-3. klasse, som elsker at synge, danse, lege, fortælle historier, fjolle, få nye venner og lære om, hvordan man bruger sin stemme på en god måde. Vi synger enkle gospelsange på dansk og engelsk. Sange med gang i og smukke, stille sange, som sætter ord på livets store følelser. Vi øver hver onsdag kl. 16-17 i Nazaret kirke.

Gospel Generation NEXT er for dem, som går i 4. klasse og op til ca. 18 års-alderen. Vi synger traditionel og moderne gospel med sange af bl.a. Kirk Franklin, og Hezekiah Walker. Alt fra smukke ballader til funky, svedige uptempo-numre. Vi synger 1 og 2-stemmigt og arbejder ambitiøst med sangteknik, hørelære og rytmer, koreografi og performance. Og så holder vi hyggeaftener, workshops, sleepovers, koncerter, gudstjenester og meget mere. Denne sæson byder bl.a. på en weekendtur til Oslo på korfestival sammen med vores søsterkor på Amager. Gospel Generation NEXT øver hver onsdag fra 17-18-15.

Alle børn og unge burde simpelthen prøve at gå til kor

Det er simpelthen så godt og sundt for børn og unge at gå til kor. Man får udviklet sin musikalske forståelse og kreative sans. Man bliver udfordret til at tro på sig selv og sine egne evner, og man får en masse redskaber til at udfolde sig musikalsk. Og så handler det at synge i kor også om at være en del af et fællesskab, vise respekt og give plads til andre. Vi lægger stor vægt på det sociale aspekt i det at synge i kor og på at være et godt og varmt fællesskab med plads til alle.

Det koster 450 kr. pr. sæson (halvår) at synge i Gospel Generation, og man er velkommen til først at komme og få en gratis og uforpligtende prøvetime.

Her er, hvad sangerne selv siger:

“Jeg elsker at synge i NEXT, og så er det fedt at få god sangundervisning”
Sanger i Gospel Generation NEXT

“Det at synge i NEXT har fået mig til at åbne mere op og være mere social”
Sanger i Gospel Generation NEXT

Læs mere om Gospel Generation her: GOSPEL GENERATION

Leave a Reply