Close

August 13, 2018

Dommer på All Together Now

All Together Now

[indeholder reklame for Kanal 5]

Lørdag d. 18. august skal du tænde for dit tv kl. 21 og skrue over på Kanal5 – hvis du ellers stadig kan huske, hvordan man gør det, i disse Netflix-tider 😉 Så skal du nemlig se mig tone ind på skærmen i et nyt musikprogram: All Together Now.

De sidste 2 uger af juni brugte jeg på Metronome Productions sammen med 99 andre sangglade mennesker og et skønt produktionshold. Vi knoklede fra tidlig morgen til sen aften med optagelser til et helt nyt musikprogram på dansk tv. Formatet er kendt fra Storbritannien og hedder “All Together Now”. Det er bygget op omkring et panel på 100 sangere – “De 100” – som bedømmer de sangere, der kommer ind og synger på scenen for at dyste om førstepræmien på 100.000 kr. For deltagerne gælder det om, at de med deres sang skal få “De 100” til at tabe kæben, smide hæmningerne og lade sig rive med af musikken, så de rejser sig op og synger med. Jo flere der rejser sig, jo flere point har man fået.

Jeg er ellers ikke den store tilhænger af musikkonkurrencer på tv. Jeg synes meget ofte, de handler meget lidt om musik og rigtig meget om at latterliggøre folk, der kvajer sig på skærmen, og om iscenesættelse af dommerne. Derfor var jeg først tilbøjelig til at sige nej tak, da jeg blev kontaktet af casterne. Men da de begyndte at fortælle om programmet, blev jeg alligevel omvendt. Her var nemlig et koncept, der handlede om musikglæde og ikke “x-factor”. Hvor man samler sangere fra alle genrer og skoler til panelet, som er uenige om mange ting, men fælles om kærlighed til musikken. Og hvor deltagerne til selve konkurrencen er udvalgt nøje, så der faktisk kun kommer folk på scenen, der er sikre sangere, og som har en reel chance for at synge sig til førstepræmien. Ikke noget med at sidde og grine af “Ken leeeee – libidibadabduu…” (hvis du kan huske den!). Simpelthen bare en masse mennesker forenet om sangglæde.

Arh, tænker du måske… Har vi ikke snart fået nok af de dér talentprogrammer? Er de snart flere folk tilbage i Danmark, der kan synge?! JA!!! I All Together Now får du alle de sangere, der blevet sorteret fra i X-Factor, fordi de simpelthen var for gode og derfor ikke passede ind i “den uslebne diamant”-konceptet. Jeg og mine kolleger i dommerpanelet var mildest talt chokerede over, hvor mange afsindigt dygtige sangere, der kom på scenen. Jeg blev lagt ned af flere af dem og følte snarere, at jeg var til koncert end på arbejde. Jeg må ikke afsløre noget om deltagerne, men kan kun sige, at det er værd at tune’ ind på.

Det var nogle mega-lange og hårde dage (9-19) i et menneskepakket studie, hvor airconditionen enten var skruet for meget op eller for meget ned. Hvor der ikke var toiletpauser i 3 timer ad gangen, og hvor man derfor ikke turde drikke ret meget væske (men til gengæld gnaskede bananer, som var man betalt for det!). Og hvor makeuppen var lagt så tykt, at man nærmest måtte skrabe den af med en af de dér isskrabere til bilen, når man kom hjem. Men det var også en vildt spændende oplevelse – og ikke mindst en gave at møde så mange nye og gamle kolleger, samlet på ét sted. Der var alt fra operasangere, til Elvis, til heavy metal og selvfølgelig alle os gospelnørder, folk fra Musikvidenskab og en hel masse CVI-folk.

Der er premiere på All Together Now lørdag d. 18. august kl. 21 på Kanal 5. Led efter mig i dommerpanelet på forreste række 😉

Leave a Reply