“Åh, jeg kunne egentlig godt tænke mig at få undervisning i at bruge min stemme – men jeg synes, tanken om at skulle synge foran en anden er lidt grænseoverskridende.” Det hører jeg jævnligt folk sige, når snakken falder på sangundervisning. Og jeg kan egentlig sagtens forstå det. Hvis man i forvejen er lidt usikker på sin egen stemme og måske aldrig har prøvet at synge foran andre, er tanken om at stille sig op foran en professionel sanger og folde sig ud måske temmelig angstprovokerende.
Men faktisk behøver man overhovedet ikke synge til en sangtime. Man kan komme igennem en hel time næsten uden at sige så meget som ét ord, hvis det er det, man vil.
“Hva’?!” tænker du måske. “Sangundervisning uden sang – er det ikke ligesom galopkringle uden galop?! Sangundervisning må da nødvendigvis involvere… SANG?!”
Men den er go’ nok!
Vores stemme består af et samspil mellem en hel masse muskelgrupper i overkrop, hals og mund. Det er på én gang enormt komplekst og enormt nemt. Komplekst fordi der er så mange små og store muskelgrupper, som skal arbejde sammen og også koordinere med vores ører, for at den ønskede lyd kommer lyd af munden på os, når vi synger eller taler. Nemt, fordi det er noget, vi gør helt automatisk lige fra vores allerførste skrig som nyfødte, helt uden at tænke over det. Medmindre der er blevet smidt noget grus i maskineriet. Måske i barndommen, hvor nogle fx har fået at vide, at de ikke kunne synge – og derfor har undertrykt alle deres naturlige instinkter i stedet for at udvikle dem. Måske fordi vi af den ene eller anden grund har fået indbygget nogle spændinger, som hindrer vores stemme i at udfolde sig frit, sådan som den er skabt til.
Komplet Sangteknik, som jeg underviser ud fra, handler helt enkelt fortalt om at fjerne disse spændinger, så stemmen ikke hindres, men kan udfolde sig frit og sundt. Og til det formål behøver man faktisk ikke at synge.
Hvad gør vi så?
Vi kan arbejde med din støtte – den proces, hvor vi kontrollerer vores udånding, som er hele grundlaget for vores stemme. Det kan vi gøre gennem en række øvelser, hvor vi fokuserer på vejrtrækning og på de muskler i mave og ryg, som har forbindelse til vores mellemgulv og dermed vores lunger. Det er i øvrigt også vanvittigt givende at arbejde med, hvis man er rutineret sanger. Vi arbejder med at lokalisere de forskellige muskelgrupper og få dem til at arbejde sammen i balance og harmoni.
Vi kan også arbejde med, hvordan muskulaturen i din strube fungerer, og hvordan du kan have en indstilling, der giver sund stemmeproduktion og sørger for, at du ikke bliver hæs i tide og utide. Her siger vi måske nogle små lyde undervejs – men vi behøver stadig ikke synge, hvis du ikke har lyst.
Du kan også kort og godt få en introduktion til, hvordan Komplet Sangteknik fungerer, hvis du i første omgang bare har lyst til at snuse til det og overveje, om det er noget for dig at arbejde mere med.
Kort fortalt: Der er masser af plads til dig, der ikke lige har mod på at synge, men som stadig har lyst til at prøve sangundervisning af.
Lyder noget af det her som noget for dig? Så kontakt mig på sang@louisekofoed.dk, så vi kan aftale en tid! Læs mere om priser og tider for sangundervisning her: SANGUNDERVISNING
(Husk, at i august 2018 er der gratis prøvetimer for nye sangere!)